my weblog

2004-04-09T13:31:00.000-07:00

fre. 9.4-04

Påsken.

hold da op. jeg kan se, at det er rigtig længe siden, at der sidst er blevet skrevet noget på min weblog.
det må jeg jo lige gøre noget ved, når det nu er påske og jeg har fri fra de daglige forpligtelser.
Påsken må også være et oplagt tidspunkt, at skrive lidt på en tros-weblog.
jeg holder utrolig meget af påsken. den rummer Så utrolig meget.
den indeholder den ultimative ulykke-at jesus blev korsfæstet, men også den største glæde-nemlig at vi fik helligånden, og at jesus påtog sig vore syndere.
"Jesus påtog sig vore syndere".... Det var ret sødt gjort af ham....sagt på jævnt dansk.
når jeg tænker på hvilke liderleser og overvejelser han må have gennemgået, så er det ikke småting han opgav for vores skyld.
Tænk hvis Jesu korsfæstelse kunne have været undgået?! tænk, hvis vi mennesker havde været så kvikke indrettede, at vi med det samme havde forstået og turdet tro på, at jesus var Guds søn?
Men sådan skulle det ikke være, og måske er det meget godt. det var jo ikke meningen, at jesus skulle leve evigt-eller bare blive en gammel mand. Gud har haft sin plan med jesus, og han måtte have vist, at jesus budskab var for stort og i så stor modsætning til, hvad folk i forvejen troede på til, at man bare sådan lige ville acceptere jesus.
Man kan undre sig over, hvor al den ondskab til at dræbe Jesus på sådan en bestialsk måde, måtte komme fra?! man kunne vel have valgt noget mere humant? men det var nok bare et tegn på den tid, som jesus levede på jorden.
hvad ville vi mon gøre hvis Gud sendte sin søn eller datter for den sagt skyld anno 2004!?
Vi ville nok heller ikke tro på det. vi mener nok allerede, at vi er så kloge, at det ville vi kunne gennemskue. det tror jeg nu ikke.
Man ville nok ikke korsfæste jesus anno 2004. i hvert fald ikke hvis det var Danmark han levede i. man ville sikkert indlægge ham på en psykiatrisk afdeling og proppe en masse medicin i ham!?
Som stort barn husker jeg, at der i denne by hvor jeg bor gik en mand rundt, og påstod han var Jesus. han gik rundt i gaderne på bare fødder selv om det var koldt, og så snavset og hjemløs ud. som barn var jeg bare lidt utryg og bange for denne anderledes person. han har sikkert været psykisk syg eller lignende. efter noget tid, så jeg ham ikke længere i gaderne, og har aldrig hørt, hvad der blev af ham!?
MEN...hvad nu hvis han havde ret?! jeg tror det nu ikke-hverken dengang eller nu, men tanken er lidt spændende at ekspermentere med.
Jeg synes at komme frem til, at vi mennesker i grunden ved meget lidt. vi ved det ikke-måske var han jesus? jeg TROR det ikke.
men det eneste fornuftige redskab vi mennesker har er netop vores tro.
Når vi ikke VED det-og der er mange ting, også udenfor religions spørgsmål som vi ikke ved, så må vi tyde til at tro.
med baggrund i hvad Påsken skal lære os, at Jesus VAR Guds søn-til trods for hvad størstedelen af menneskerne troede-ja hans disciple har sikkert også haft deres tvivl.
Så håber jeg bare, at mennersker vil bevare deres ydmyghed, og være varsom med at sige "jeg ved". vi ved at to og to er fire-for det kan vi se....
Jeg har VALGt at JEg tror på den kristne Gud. ved jeg om det er rigtigt? nej-det gør jeg ikke for jeg har intet bevis. det enste bevis jeg kan give overfor mig selv er, at det gir mening for MIG. For mig må Gud være sandheden på alle spørgsmål.

jeg vender igen tilbage til tanken om den ondskab, som vi mennesker besidder, og som var med til at korsfæste jesus.
Det får mig til at tænke en uge tilbage i mit liv. der besøgte jeg for første gang i mit liv Auschwitz. jeg har tidligere set en anden Kz-lejr, men havde ikke pga. min unge alder, tænkt dybere over: HVORFOR?
Auschwitz og Birkenau er bare kæmpe områder...det er jo helt vildt.
millioner af jøder blev pint, plaget og dræbt-hvorfor? fordi de havde en tro der ikke lige faldt i en bestemt menneskers smag? hvorfra kunne de få den ret til, at dømme hvilken tro og levevis der var den rette?
det kunne de vel kun fordi, at SÅ mange mennesker bakkede op om denne syge holdning.
Når man tænker på 2.verdenskrig og jødeforfølgelsen tænker man lige så hurtigt på Hitler.
ham tænker jeg ikke meget på. han var jo kun EN mand-med en masse magt vel at mærke.
Det jeg tænker på er de tunsinvis af mennesker, som har givet ham og andre den magt.
Så stort et projekt, som det er at udrydde 6 mio. jøder kan en mand ikke stå alene for.
jeg kan ikke forstå, hvordan generaler og andre tyske soldater har kunnet stå overfor et medmenneske, og bwhandle det, som de selv sagde-som et skadedyr? hvordan har de kunnet undgå, at se mennesket bag?
hvorfor var der ikke flere, som havde magt til det, der gjorde oprør. også længe inden, at Hitler havde startet 2. verdenskrig.
det er en masse spørgsmål som jeg ikke kender svarene på.
men efter, at have set Auschwitz og birkenau, kan jeg ikke lade være med, at spekulre over det.
jeg satte mig også til, at se Schindlers liste da jeg kom hjem. måske var der her en forklaring på den ondskab. de vilkårlige mord osv. men jeg fandt ingen.
dog fandt jeg stor glæde i den autentiske Historie om Oscar Shindler der starter med, at være tysk "slavehandel", og ligesom de fleste tyskere, se Jøderne som dyr. jeg nød at se, hvordan han lige pludselig får øje på det enkelte menneske-han SER individet! Og størt af alt, så nøjes han ikke med at SE, men han HANDLER også.
Schindler havde så helt enorme midler og kontakter, som gjorde ham istand til, at redde 1100 jøder. men for mig ville det have været skønt, hvis endnu flere også med færre midler, havde set den enkelte jøde, og bare hjulpet en-bare en....For hvert menneske har betydning.
Mange vil sige, at 2.verdenskrig er længe siden, og det sker nok ikke igen. vi er jo blevet meget klogere osv. jeg håber skam heller ikke på en gentagelse, men stadig forgår der jo mange grusomme ting i verden.
min gode medsturderende, en Kurdisk kvinde, var helt ødelagt da hun havde været i Auschwitz.
for det første har kurdere aldrig hørt om, hvad der skete for jøderne under 2.verdenskrig-så det alene var et chok.
men det største chok, sagde hun var, at mange af de ting, som man kunne læse var sket i Auschwitz, også er sket for Kurdere op gennem 90'erne.
Hun har selv måttet flygte med sin familie til Danmark, og har set lidt af hvert. mennesker der er blevet levende begravet i massegrave o.lign.
men det værste sagde hun var, ondskaben....folk blir SÅ onde og selvcentreret når der er krig.
de har simpelthen ikke overskud til, at være mennesker for hinanden.
det synes jeg er en skræmmende beretning. i en tid hvor man netop skulle stå sammen.
men hvad ved jeg? ikke meget om krig. jeg har været så heldig, at blive født her i Danmark, og forløbigt have levet mit liv fri for krig. det er en stor gave, som jeg sætter meget pris på, og dog tager for givet?
Jeg har ikke prøvet andet, og kan derfor aldrig fuldt ud, sætte mig ind i de rædsler der indtræffer i en krig. jeg kan kun håbe, at jeg aldrig skal finde ud af det.
Det håb vil jeg dog lade gå ud til flere end jeg...jeg vil håbe, at fremtiden bringer endnu mere fred. hvor kunne det være dejligt, at åbne tvet til nyheder en dag, og der kun var gode nyheder?!

De største påskehåb Randi.

2004-01-10T10:34:00.000-08:00

lør. d.10.1-04

Natkirken i Århus.

I aftes var der åben kirke i Vor Frue Kirke i Århus. kirken er åben fra kl 20-0.30.
i dette tidsrum foregår der mange forskellige ting. der er bl.a. Taize-sang, fælles reflektion, musiksolist, bønnesteder, og også mulighed for, at tale med en præst, hvis man har lyst eller behov for dette.
Jeg er begyndt, at arbejde der ude som frivillig, og det er bare sådan et skønt projekt, at være deltager i.
Man får så mange åndelige input over sådan en aften, at man er helt rolig og fyldt op, når man kommer hjem.
Det er en skøn måde, at holde kirken åben på fordi, at folk kan komme og gå som de lyster. de er ikke forpligtet på, at skulle deltage i en hel gudstjeneste. de kan sætte sig ind og bede ti min., og derefter forsvinde ud i vinterkulden igen. de kan også deltage i nogle af de fælles input der er i løbet af aftnen. eller de kan få en kop kaffe og en snak med de frivillige og præsterne....
kort sagt er der en afslappet og hyggelig atmosfære, som man kun kan blive betaget af...
Dog kunne jeg ønske, at endnu flere mennesker gav sig selv denne gave det er, at komme i kirken om aftnen. selv om det kan være svært, at løsrive sig fra sofaen sådan en mørk og våd januaraften, så er det det hele værd, når man endeligt er kommet afsted.
Da jeg vågnede i morges, befandt jeg mig åndeligt stadig i Vor Frue Kirke...jeg lå og sang taize-sang. da det gik op for mig, kunne jeg ikke helt lade være med at grine, men den hyggelige stemning fra aftnen før, sad stadig i kroppen på mig.
Så jeg kan kun opfordre endnu flere til, at tage overtøjet på, bevæge jer ud i vinterkulden, og kom ind i den oplyste kirke, tænd et lys og bed en bøn. det er virkelig en stor gave, at give sig selv....

mange Lørdagshilsner Randi.

2004-01-04T10:32:00.000-08:00

4.jan 04.

Hej Igen...

Hold da op hvor er det længe siden, at jeg har skrevet her....

Jeg har haft lidt svært ved, at finde inspiration-hva skal jeg dog skrive på denne weblog!?
Jeg er stadig meget optaget af mit projet med, at starte en konfirmandklub, her i Skanderborg hvor jeg bor.
Jo mere jeg undersøger og læser, jo mere tydeligt er det for mig, at opgaven ikke er enkelt. Det er ikke nok, at man starter en klub....der skal meget mere til. Først og frem skal der vilje og opbakning til. Så er der økonomien, men det er en hel sag for sig selv....
Der er på nuværende tilspunkt ingen ungdomskultur inden for kirken i skanderborg sogn. der skal skabes en bevidsthed om, at det er vigtig at man også laver noget for de unge, også selv om de evt. ikke kommer i kirken søndag formiddag. der skal jo være nogen til, at overtage kirkearbejdet, når de nuværende ikke længere magter opgaven.
Sådan som jeg ser det, så har arrangementer i mange sogne, en meget smal målgruppe. det er selvfølgelig dejligt med højskoledage for de ældre osv., men man kunne måske skære lidt ned på det, så der økonomisk også blev råd til ungdomsarrangementer....
Jeg hørte for nyligt en radiointerview med Gadepræst Iben Munkgaard Davids, hvor hun siger "at det er ligesom kirken har glemt generationen fra man bliver konfirmeret, og til man får sit første barn, og det er jo her fremtiden ligger".
Det syntes jeg var godt og meget rigtig sagt. Jeg er selv 22 år gammel. der findes ikke nogen arrangementer i mit sogn, som er målrettet min alder. jeg holder mig dog ikke væk af den grund, men det gør de fleste nok.
Jeg kunne godt tænke mig, at man indførte noget man kunne kalde "voksen-konfirmander". ligesom man mange steder har fået indført juniorkonfirmand undervisning for 3.klasses elever, burde man også satse på folk i efter konfirmations alder.
jeg kunne få meget ud af, at deltage i noget konfirmandlignende undervisning nu som 22-årig. Mange ting var man enten ikke åben for eller moden nok til, at fortså og forholde sig til i 7.klasse.
Der burde simpelthen være en mulighed for, at få genopfrisket tingene, og lære at se kristendommen med voksne øjne. det ville også komme kirken til gode, at satse på de voksne, det er jeg overbevist om. mange forældre lærer ikke længere deres børn om kristendommen. måske det kunne tænkes, at forældrenes egen viden var for ringe, og de derfor ikke våger sig ud i, at forklare og oplære deres børn i den kristne barnelærdom.
Det er rigtig ærgelig, at den danske samfund efter hånden er præget af, manglende viden om vores egen religion-kristendommen. Jeg selv ved heller ikke meget. jeg forsøger, at blande mig i det kristne miljø, og sluge det i mig, som jeg får ud af præstens præidken...men jeg ville gerne vide endnu mere....jeg ville gerne blive bedre til, at begrunde min tro, og kunne diskutere emnet, uden hele tiden, at rende ind i ting jeg ikke aner noget om.
nå, nu vil jeg sætte mig hen foran tvet...denne sidste feriedag....i morgen går det jo løs igen med projektet....

God og Velsignet Søndag til Alle...Hilsen Randi.

2003-11-16T14:05:00.000-08:00

d.16.nov

så er der igen gået lang tid siden, at jeg sidst har skrevet her.

det er bare svært, at finde ud af, hvad man sådan skal sende ud i tomheden.
jeg er gået igang med mit projekt om, at starte en konfirmandklub i skanderborg.
uha.....der er meget, som man skal overveje og undersøge, når man går igang med sådan et projekt. det er ikke noget, som jeg kan trylle frem, i løbet af min projektperiode på 10 uger.
til gengæld, så kan jeg komme ud og tale med en masse mennesker, som kan fortælle hva de har gjort, og hvilke overvejelser de har gjort sig. det er jo med, at drage nytte af andres erfaringer.
det de forskellige folk primært siger er, at man skal være flere organisationer om det, for ellers kører man surt i det. så der er også nogle overvejelser om, hvem man kunne være interesseret i, at slå kludene sammen med. for jo flere parter der, så bliver der også flere interesser, som skal stemme over ens. det skal også være med i overvejelserne, for vi kan jo ikke gå på kompromis, med de ting som folkekirken og os der står for det, grundlæggende tror på.
der ud over, så siger folk, at man skal gøre sig meget klart, hvilke regler der skal være gældende i klubben-hvad tillader vi??
hvad gør vi, hvis de "forkerte" typer dukker op osv.
så er der selvfølgelig også en problematik, som hedder økonomi. skal det koste noget, at gå i klubben, skal der være brugerbetaling, hvem skal finansere det daglige som f.eks. det at kunne servere lidt saft o.lign for de unge??
der er mange ting, og mange problematikker, og jeg er kun lige begyndt på projektet-dvs. har været i gang i ti dage ud af 10 uger.
men da det ikke kun er en kirkelig opgave, men rent faktisk et pædagogisk projekt, så er der jo også en masse officielle krav fra Seminariets side, som jeg skal leve op til....bl.a skal jeg lave en website, hvor man kan finde oplysninger om mit projekt. jeg skal også lave en faglig artikel....for projektet skal jo formidles ud til den store verden.
jeg regner også med, at jeg skal have fat i Ugebladet, så det kan blive lokalt kendt, at der sker noget på unge området!!
jeg bryder mig normalt ikke om fokus på hvad jeg laver, så det blir da en stor udfordring, at skulle formidle det til offentligheden....uha uha...

nå, nu vil jeg i seng, for i morgen venter en ny projektdag....med nye udfordringer forhåbentligt...

godnat herfra....Hilsen Randi.

2003-10-24T07:41:00.000-07:00

den 24-10-03

hold da op.....

hvor er det længe siden, at jeg har fået skrevet noget på min blog.

det er skisme også svært, at blive inspireret til, hvad jeg dog skal skrive her.
jeg har haft travlt med, at planlægge mit projekt omkring kristen ungdomskultur her i Skandeborg.
jeg skal i forbindelse med min pædagoguddannelse, have en projektperiode på 10 uger, som kaldes pædagogiske handlemuligheder. det går ud på, at man skal ud i praksis, og starte et eller andet projekt op.
jeg har så valgt, at jeg vil slå det sammen med min interesse for religion.
det bliver rigtig spændende, at indsamle oplysinger og erfaringer om, hvad andre har af erfaringer, og hvad jeg så kan få ud af det til mit projekt.
men....det går først rigtig løs i uge 45, så jeg ved endnu ikke, om jeg bliver alene på projektet, eller om der kunne være andre, som fandt projektet spændende.
så lige nu skal tiden ind til uge 45 bare slåes ihjel....

hvad er der ellers sket.....

uha, ikke så meget.
jo, den 10.okt. var jeg til ungdomsgudstjeneste i sct.paulskirke, en gudstjeneste spejederne og Gadepræsten i århus stod for.
det var simpelthen et kanon arrangement. storskærm, live musik og teater i et....det var en skøn estetisk oplevelse....
en klar måde, hvorpå man vil kunne nå de unge-en god vej frem i hvert fald.
så var jeg også med Iben (gadepræst) ned i Vor Frue Kirke, hvor der var natåbent.
hvor var der smukt, med lys og tjae....åndeligt rum. de blev spillet violin da jeg kom, og det lød simpelthen så skønt, at jeg fik gåsehud. der sad også rigtig mange mennesker, som var langt væk inde i musikken og deres egen verden. dejligt, at man midt i en travl kulturnat, så kan gå ind i kirken, og få sådan en fantastisk oplevelse.

nå, jeg har ikke rigitg mere at sige, til trods for at jeg ikke har skrevet her længe....beklager.
hvis det overhovedet læses af nogen...:o)

Mange Hilsner Randi.

2003-10-04T11:25:00.000-07:00

lÃ¸r d. 4/10-03.

selvmord-hvorfor.

jeg vil starte med teksten fra en sang, som jeg synes fortÃ¦ller rigtig godt, om en person der har valgt selvmordet. den fortÃ¦ller ikke mindst ogsÃ¥ om, hvordan og hvilke fÃ¸lelser de efterladte har, nÃ¥r sÃ¥dan en tragedie indtraffer.

sangen hedder "story", og er fra Lene Marlin's helt nye album. albummet er formidabelt, jag kan helt klart anbefale jer at kÃ¸be det!

STORY:
I heard about your story from a friend
to let go and make an end that's what you did
you left some words saying now it would be good
you knew they'd cry but you hoped they understood
things you've had to face what you have seen
to make it through each day you tried wihtout the tears
they tried to help but they didn't see you crawl
they knew you fought but they never thought you'd fall
they never thought you'd fall

tell thrm please how could they know
hurts inside no scars to show
you played the lead and never once you failed
and the place from where you watch us now
hope you've found your peace somehow, pease somehow

I heard about your story through the years
know 'bout all your hurts and fears I won't forget
I wrote a song that I wish for you to hear
it's about yourself and the life you couldn't bear.

tell them please how......

I wanna remenber all there's about you
and I know there's so much I see all the faces
the tears and embraces wish you could be here to see it too

tell them please how.....

tell them please how.....

jeg er bare helt vild med den sang.
ikke fordi, at jeg har tÃ¦nkt mig at begÃ¥ selvmord, men fordi den er sÃ¥ spÃ¦kket med fÃ¸lelser.
nogle af de fÃ¸lelser som hun beskriver, dem kender vi allesammen, men heldigvis er det de fÃ¦rreste, som bliver sÃ¥ overvÃ¦ldede af de negative fÃ¸lelser, at de kun kan se selvmord som lÃ¸sning.

nÃ¥r jeg synger med pÃ¥ den, sÃ¥ ser jeg sÃ¥dan et ungt menneske foran mig. en persom som udadtil ser stÃ¦rk ud, men inden i er yderst fortvivlet.
han/hun mÃ¥ have fÃ¸lt, at ingen sÃ¥ hvem personen virkelig var. det synes jeg er enormt trist.
sÃ¥dan er det jo desvÃ¦rre ofte. vi har vores facader, og ikke altid er det muligt at se igennem andres facader, men ofte giver vi os heller ikke tid.
vi kender allesammen pÃ¥ den ene eller anden mÃ¥de nogen, som har det dÃ¥rligt, hvad enten om det er kÃ¦restesorg, sygdom, depression osv.
eller vi ser folk pÃ¥ gaden, som gÃ¥t forbi os med triste Ã¸jne, men oftes lader vi som ingenting. vi kan ikke rigtig lide at blande os.
jeg er ikke selv meget bedre. jeg stopper i hvert fald ikke tilfÃ¦ldige mennesker pÃ¥ gaden, og spÃ¸rger om der er noget i vejen. jeg forsÃ¸ger dog, at vÃ¦re opmÃ¦rksom pÃ¥ de mennesker jeg omgives med icet daglige. mine studiekammerater, og ikke mindst de nye studerende som jeg er tutor for.
alligevel ved jeg, at det kan vÃ¦re svÃ¦rt for en som virkelig har behov, at spÃ¸rge om hjÃ¦lp, eller bare indrÃ¸mme at de har hjÃ¦lp behov!
sÃ¥ der vil altid vÃ¦re mennesker der bliver overset.
men......man mÃ¥ ogsÃ¥ altid SELV have en vis ansvarlighed for, at gÃ¸re opmÃ¦rksom pÃ¥ hvis man har det dÃ¥rligt. man kan ikke altid gÃ¦tte, hvad det er som foregÃ¥r i et andet menneske.
selvmord er IKKE lÃ¸sningen. for det er endegyldigt-du kan ikke fÃ¥ hjÃ¦lpen, nÃ¥r du ikke lÃ¦ngere er her blandt os til, at modtage den.
det er ogsÃ¥ tarveligt over for dem som er tilbage, og mÃ¥ske hellere end gerne ville have hjulpet, men de anede ikke, at du havde behov for det.
sÃ¥ til selvmordskandidaten og omgivelserne.......vÃ¦r opmÃ¦rksomme pÃ¥ hinanden, og har du behov for hjÃ¦lp, sÃ¥ lad dine omgivelser fÃ¥ besked.
kan du ikke fortÃ¦lle det til dine nÃ¦rmeste, sÃ¥ kontakt din lokale prÃ¦st. prÃ¦sten har tavshedspligt, og kan hjÃ¦lpe dig videre i systemet, og selv yde sjÃ¦lesorg overfor dig!
det var vist alt hvad der kunne blive fra mig pÃ¥ sÃ¥dan en lÃ¸rdag aften.....
pas pÃ¥ jer selv og hinanden.

Knuz Randi.

2003-10-02T11:52:00.000-07:00

tors.2/10-03

Efterår.

det er ikke rigtig til, at komme uden om længere, det er efterår.
det er nok den årstid, som de fleste har det svært med, når kulden kommer og tager solens stråler og varme.
nogle bliver ligefrem deprimerede.....det giver så noget arbejde til psykologerne....men de skal vel også have brød på bordet.

personligt er jeg heller ikke meget for, at det bliver mørkt tideligt, og man skal have en masse tøj på for, at gå et lille smut udendørs.
men det jeg synes er værst, er ikke umiddelbart kulden eller mørket.
det er den tendens som alle får til, at krybe ind i de små stuer, og have nok i sig selv.
overskudet til, at smile når man møder fremmede på gaden bliver mindre. har man en kærlig familie og venner, så er "inde-perioden" nok ikke så svær, men er man alene eller er det først vinter efter, at ens mand eller hustru er gået bort, så kan vinteren blive lang.
hvis nu vi allesammen var bare lidt mere opmærksomme på de mennesker der er omkring os, så kunne det jo være, at vi alle kom lidt bedre igennem svære tider?
man kan ikke puste liv i afdøde familiemedlemmer eller skaffe folk en ny partner, men man kan måske ved sin egen åbenhed og varme, gøre perioden mindre smertefuld?
kig jer omkring........er der nogen i kan give et ekstra skuldreklap eller lukke ind i jeres varme stuer, så gør det dog!! det kræver så lidt, men gør en kæmpe forskel for de mennesker i forbarmer jer over!
ikke mindst vil i få lige så meget igen.....vi kender jo alle den gode følelse man har inden i, når man ved, at DER gjorde jeg en forskel for et andet menneske.
tænk jer om....også her i kulden. lad ikke den ydre kulde blive til indre kulde.....

Mange Hilsner Randi.

2003-09-26T11:05:00.000-07:00

fre.26/9-03

lejrtur:

så er jeg lige kommet hjem efter 5 dagen friluftstur med seminariet på hælgenæs. hvilken oplevelse......

jeg har skullet ride på islandske heste hele ugen, og det har været lidt af en udfordring, da jeg slet ingen erfaring har med at ride.
mandag da vi var ude at ride for første gang, røg jeg allerede af hesten.....så var stilen lagt!!
jeg kom dog hurtigt op på hesten igen, da jeg ikke var kommet synderligt til skade, og den eneste vej hjem var på hesteryg.
dagen efter havde jeg dog mere styr over hesten, og vi red i galop for første gang-det var grænseoverskridende og fedt på samme tid-der blev jeg på hesten!

ellers har jeg bare oplevet den skønneste natur. vi boede lige ved skov og strand, og med den smukkeste udsigt-hvad mere kan man bede om?
det skulle lige være et rigtig toilet, men når trangen blir stor nok, ja så betyder det heller ikke så meget-ikke for mig i hvert fald.
jeg var også med til, at indfange et lam og slagte det. det skulle vi have til stor afslutningsmiddag i dag.
det var også spændende at se, hvor harmløst det egentlig er. han stod og kælede med lammet og det var helt afslappet, da han trukkede på pistolen, og sluttede dens liv på et splitsekund.
vi så også hvordan han pelsede den, og hvordan alle indvoldende så ud, hundende syntes også det var spændende, og gik og sluprede det varme blod i sig-ad......men de følger jo bare deres natur.
vi prøvede også at måle dens tarm, som var 28 meter!! det er helt vild, at så bette et dyr, har s meget tarm, men der var jo også fire maver ligesom på en ko! men alligevel.....
indvolde, kønsdele og skin blev efterladt til ræven om natten. næste dag var det hele stort set også væk, også selv om hunden Brynja, havde holdt skarpt øje med ræven hele natten.

alt i alt har det været en stor oplevelse, men jeg er trods alt glad for, at være hjemme igen, hvor man kan komme i bad og vandet bare kommer ud af hanen når man åbner.
jeg bliver aldrig et stort friluftsmenneske, men derfor nyder jeg alligevel oplevelserne.
det blirver nu alligevel godt, at skulle ligge i sin egen bløde seng, isteder for et hårdt og koldt shelter.
nå, nu vil jeg smutte igen......man bliver træt af at være så meget udedørs, men samtidig kan det anbefales.......

Mange Hilsner Randi.

2003-09-20T04:55:00.000-07:00

Lør. d.20/9-03.

pyha.......nu nærmer min tur til Hælgenæs sig drastisk.
jeg er godt igang med, at få vasket tøj, købt ind og pakket til turen. det er skisme ikke så lidt jeg skal have slæbt med, selv om jeg synes, at jeg hele tiden begrænser mig og piller ting op af tasken igen.
men der skal jo meget udstyr til, at overnætte og leve udendørs i 5 døgn.
det bliver rigtig spændende og udfordrende i næste uge. 5 dage på hesteryg ud og se en masse skøn natur. hvad mere kan man bede om?
for mig er det også en personlig udfordring, at skulle med på sådan en tur. det er første gang i mit liv, at jeg skal overnatte udendørs i 4 nætter i træk. så er der jo heller ikke rigtig nogle badefaciliteter. det er også en udfordring, når man er vant til, at hver dag starter med et bad.
jeg kan bare håbe og bede til, at det ikke kommer til, at regne alt for meget af tiden. det vil ødelægge nogle af fornøjelsen ved, at være på hesteryg 4-6 timer dagligt.
jeg skal også ride for første gang!! jeg regner skam med, at når ugen er omme, så kan jeg styre sådan et dyr. ride nede langs vandkanten, og bare være et med sådan et dyr-det er jeg meget spændt på!
vi skal også selv lave alt vores mad over bål. vi har planlagt en udmærket menu-det er ikke ligefrem en overlevelsestur, men mere en tur i bevægelse og basisfriluftsliv.
en af dagen skal vi skam have steg, som vi skal stege i en stenovn-det blir udfordrende.......men hvis det lykkedes, så bliver det en lækker menu, men både bagte kartofler og salat til-mumz.
så nu tror jeg skam, at mit tøj må være tørt ovre i tumbleren.....jeg vil smutte igen-jeg får nok ikke skrevet mere, før jegcer tilbage igen i næste weekend.

Mange Knuz Randi.

2003-09-17T10:30:00.000-07:00

ons. 17/9-03

Hmmm......jeg synes godt, at det kan være lidt svært at få startet!
hvad skal man lige vælge, at fortælle om i dag? Der er jo mange interessante ting, som man kan tage op.....

hvad med sladder??

sladder er jo noget, som vi allesammen kender og udøver, om vi vil være ved det eller ej.
hvad er det dog der gør, at vi mennesker, og specielt kvinder har brug for at sladre om hinanden?
Sådan som jeg ser og oplever det, så opstår sladder ofte, når man ikke selv tør opsøge den person, som ens undren eller irritation retter sig imod. det er altid lettere, at tale med andre end den person, som man er irriteret på, omkrig evt. problemstillinger.
det er jo rart, at have en fornemmelse af om man er den enste, der har lagt mærke til, at "hende der" altid lugter af sved. for hvis man er mere end en om den samme mening, ja så konkludere vi jo ofte, at der må være noget om sagen.
jeg skal ikke sige mig bedre end alle andre, for jeg gør det skam også, dog til min store irritation, når jeg bagefter kan se, hvad jeg lige har gjort. det er lidt ligesom en indlært evne, som bare ikke er til, at blive af med igen. for ens forældre, bedsteforældre osv. sladre jo også lystigt om hinanden.

sladder fører heldigvis ikke altid mobning med sig. desværre er det en riskofaktor, og hvem har ikke oplevet, hvor ubehageligt det er, når man tager andre i at sladre om en selv?? det har de fleste sikkert, alligevel afholder det os ikke fra at gøre det, til trods for at vi selv kender ubehaget det medføre.
man tror, at mobning primært foregår hos børn, men det er jeg ikke enig i. det foregår i bedste velgående også blandt voksne, og ikke mindst på arbejdspladserne.
børn er nok bare mere direkte i deres mobning. hvis en person lugter af tis, ja så får de det skam at vide, og der blir grinet med det samme. når børnene bliver større eller voksne, så er reaktionstiden fra sladder opstår, og den når den person som den er rettet mod længere.
det vil sige, at fra det først lille spir gror frem, så kan det vokse sig rigtig stort og ubehageligt, inden det lige pludseligt rammer hovedpersonen.
det er simpelthen en side hos os mennesker som jeg ikke bryder mig om....
jeg hader den hos mig selv, og jeg hader den hos alle andre.
den eneste måde, hvorpå vi kan mindske den, er nok ved at bevidsgøre os selv om, at vi rent faktis sladre!!! mange vil jo ikke erkende, at de rent faktis sladre. det bliver til "nej, vi taler da bare lidt om hende den nye". nej....i SLADRE!.
jeg er ikke så naiv, at jeg tror det kan udryddes helt, men man bliver nødt til på skoler og arbejdspladser, at have en politik på området. så kan man kinde hinanden om den indgåede aftale, og nogle gange tage den op til revision.....

det var sådan lige hvad jeg havde lyst til at skrive i dag.....

Mange Hilsner Randi.

2003-09-14T07:37:00.000-07:00

søn. 14/9-03

sikke en smuk søndag eftermiddag. himmelen er helt lyseblå, og kun få hvide vattotter kan ses. alligevel sidder jeg her foran min computer!
ja, sådan er livet nu engang af og til, man gør ikke altid hvad man burde.

hvad kan jeg dog skrive sådan en søndag?
jeg har egentlig ikke noget specielt på hjertet, men efter som det er nogle dage siden, at jeg har fået skrevet, så ville jeg lige tvinge et par ord ud af mig selv.
jeg har været i kirke i dag, ligesom jeg er hver søndag.
dog holder jeg særlig meget af de søndage, hvor Dorte skal præidke. hun formår på en helt enkelt og simpel måde, at fange sit publikum, og give en noget at tænke videre over, også når gudstjenesten er forbi.
det syntes jeg er en enorm stor gave, og jeg kan kun være taknemlig for, at hun er blevet præst, og på den måde deler ud af sit talent.
jeg nyder den måde, hvorpå hun formår at sammenfatte bibelens tekster, men nutidige problemstillinger.
hun gør gamle budskab og tekster relevant for det publikum, som hører på hende, og som er de, der skal ud i det pulserende liv, og tjene Gud.
Netop fordi, at det er de lyttende, som ligesom præsten skal virkelig gøre Guds ord, er det vigtigt at de forstår, hvad der rent faktisk bliver sagt.
Det hænder også, at man under disse Gudstjenester får sig et godt grin, for humor er nemlig også et tilladt aspekt. dog bliver humoren på ingen måde brugt i sådan en grad, at den latterliggøre eller bringer misforståelser over for, hvad det egentlige budskab måtte være.

Så da gudstjenesten efter min mening var alt for hurtig overstået, kunne jeg gå ud i den solbeskinnede dag, og være glad og klar på nye udfordringer. hvad mere kan man dog forlange af en gudstjeneste og præst? måske et ekstra nummer??
det tror jeg nu ikke var faldet i god jord, hos de mange dåbsgæster, som ikke er vant til, at sidde en time i kirken søndag formiddag. det kræver skam øvelse, at blive en god kirkegænger, ligesom man skal øve sig fro, at spille lige så godt bold som Ebbe Sand.

så nu får i ikke mere sludder fra mig.......

de venligste Søndagshilsner Randi.

2003-09-12T13:37:00.000-07:00

2003-09-10T14:45:00.000-07:00

ons. 10/9-03

hej igen...

så er det blevet onsdag sent på aftnen!
jeg er kommet hjem fra min første gang i studiekreds, og det var meget spændende, men jeg er for træt til, at gå mere i dybden med det. dog kan jeg lige røbe, at jeg fandt det udfordrende, at være den eneste under 65-70 år! uha....
jeg kunne godt have brugt deltagelse, fra nogen fra egen generation, eller bare den generation, som ligger imellem.
det er der selvfølgelig også noget læring ved.

i går hørte jeg et fordrag, af den præst som arbejder på hospice i vejle. det var rigtig godt, og det er et dejligt og stort stykke arbejde hun og det øvrige personale gør.

nu vil jeg i seng.....
jeg skal op og være vikar i en specialbørnehave i morgen, som jeg holder meget af, så det er med at være frisk!

ville bare lige fælde et par ord, da jeg heller ik skrev i går....

Hilsen Randi.

2003-09-08T13:29:00.000-07:00

man. d. 8/9

Mordere og krænkere.

jeg er lige blevet færdig med at se station2.
de vise en dokumentar, hvor pårørende til en myrdet uge mand, og de implicerede i mordet, mødtes til konfrontation.
målet med, at de skulle mødes var, at give begge parter i sagen forståelse, indsigt og måske afklaring omkring, hvad der var sket og hvordan modparten følte.
Det må være en helt utrolig svær situation for begge parter.
Forældrene bliver for første gang direkte konfronteret med de personer, som er skyldige i, at de ikke længere har en søn. de skal genopleve smerten, hadet og håbløsheden. lige meget hvad morderne i den situation siger eller gør, så briger det ikke deres søn tilbage.
morderne skal også udvise mod for, at sidde i samme rum med de personer, som de har såret så umenneskeligt hårdt. ligemeget hvad de siger, eller hvor meget de angre, så kan de ikke gøre bod på deres synd.
mord er endegyldigt, der er ingen fortrydelsesret. det er også netop derfor, at mord og mishandling er så grusom en ting, at begå mod et andet menneske.

hvordan skal parterne komme vidre?
skal familien til den afdøde tilgive?
er løsningen, at man spærer mordere, der angre deres synd inderligt, inde for resten af livet?

hvordan parterne skal komme videre!? ja, det er jo et godt og næsten umuligt svar, for mig at besvare. forældrene kommer aldrig over tabet af deres søn, den vil være der hver gang de tænker på ham, jah ver dag resten af deres liv.
måske er det alligevel muligt, at lære at leve med den? acceptere, at man aldrig slipper for den sorg, og måske gøre den til en om end ikke velkommen, så accepteret del af deres fremtidige liv?

hvad med morderen, som i et øjebliks "black out", af sund fornuft tager et andet menneskes liv? hvordan kommer han vidre, og skal han have lov til, at komme videre med sit eget liv.
det mener jeg helt klart, at han skal. hvis han ved, at angre resten af sine dage i et fængsel. kunne bringe den døde til live, ja så var det en anden snak. det kan han ikke.
min mening er, at istedet for at straffe morderen resten af sit liv, så må man hjælpe ham til, at leve med sin skyld. den skyld, som sikkert mange mordere føler, vil også følge dem resten af livet. ligesom familien til den afdøde vil have deres sorg!

hvad angår tilgivelse: jeg mener ikke, at man kan holde familien op på, at de nogen sinde skal kunne tilgive, at de på så meningsløs baggrund, har mistet deres barn. jeg kan kun håbe, at de får en tålelig tilværelse, hvor de lære at leve med det, som ingen har magt til at ændre.
hvis vi snakker om samfundet, så synes jeg det er en hel anden snak. vi som samfund er ikke blevet berøvet noget, i hvert fald ikke direkte. jeg mener, at mordere selvfølgelig skal udstå deres straf, men når de har udstået straffen, så skal samfundet ikke fortsætte straffen resten af forbryderens liv.
det må være en "grundregl" inden for kristendom, og samfund som bygger på kristent fundament, at tilgive. Når en forbryder har udstået sin lovmæssige straf, så må han have krav på, at kunne fortsætte sit liv, også uden for murene.
hans straf stopper formegentlig ikke alligevel den dag han bliver løsladt. han skal resten af sit liv leve med skylden over, at have taget et andet menneskes liv, og forvoldt stor sorg og smerte for de pårørende.

i hele denne sammenhæng, så kan jeg selvfølgelig ikke lade være med, at tænke på de to pigemord vi har haft her hjemme i sommeren.
jeg hørte for et par uger siden, at den 22-årige mand, som havde misbrugt og myrdet 12-årige Mia, havde fået bank i fængslet.
det var på mit studie, at jeg hørte nogen tale om det, og hvordan han i hvert fald fik hvad han havde fortjent.
hvad er det for et følles had, som gør at vi danskere synes, at det er okay de griber til selvtægt i fængslerne?
jeg forstår det ikke!
ja, det er den mest grufulde forbrydelse, som denne 22-årige mand har begået. han er heldigvis blevet fanget, og vil sikkert snart få sin, formegentlige lange dom. er det ikke nok?
Som krænker og morder, så skal han også leve resten af sit liv med, at han har misbrugt og myrdet nogens lille pige. den skyld skal han bære på sine skuldre til den dag, hvor han selv bliver lagt i graven.
jeg er glad for, at jeg ikke skal bære den byrde, og så som 22-årig! han er vel knap nok voksen selv.
hvis man skal gå dybere ind i skylds spørgsmålet, så må der også være nogle, som har svigtet ham ved ikke, at se hans frygtelige sygdom.
hans værelse var fyldt med porno, hvor små pigers ansigter var klistret på!! har den mand aldrig tidligere gjort tilnærmelser? er der nogle, som har siddet inde med en viden om den mands tilbøjeligheder, men har fortiet??
ville sådanne mennesker ikke også bære en del af skylden? hvad med hans forældre? er han selv blevet misbrugt?
der er mange fakta, som vi som offentlighed ikke kender. vi kender de "sandheder", som meiderne vælger at fodre os med.

nogle vil sikkert kalde mig for en sukkersød kristen pige, som ikke kender noget til den smerte og sorg som en krænker/forbryder forvolder. dette er ikke sandt.
i mine teenangeår var selv udsat for krænkelser. jeg ved hvad det gør ved ens liv, og hvordan det er et fakts, som man skal leve med resten af livet.
ALLIGEVEL.....mener jeg ikke, at vi som samfund kan tillade os, at hade i fælles front på den måde. hvad ved vi egentlig om baggrund og skyld, når det kommer til stykket.

jeg kan forstå, hvis Mia's forældre føler had og fortvivlese over for den 22-årige mand, som tog deres lille piges liv, alt for tideligt.
alligevel, så håber jeg en dag, at de ligesom alle andre der har været udsat eller været pårørende til en fornrydelse, finder styrke til at komme vidre, om end ikke tilgive.
jeg ville aldrig forlange, at der skulle tilgives. jeg håber bare, at for pårørendes egen sjælefred, at de kan kan lære at leve med det uacceptable.
livet udsætter os nu engang for disse utilgivelige ting, som vi på den ene eller anden måde skal lære at leve med, hvis vi vil leve videre-hvad de fleste heldigvis vil.
min overbevisning er, at det er langt hårdere for os mennesker at hade konstant, da jeg ikke mener at det ligger til vores oprindelige natur.
Personligt finder jeg det nemmere, at trække på skuldrene, og sætte mig nye mål i livet. selvfølgelig er dette ikke altid så ligetil, der er INGEN let løsning til, hvordan man kommer vidre over sådan en stor krænkelse på ens forståelse af, hvad der er ret og hvad der er forkert.

mit budskab i dag må være, at man ikke skal spilde sit liv med had og foragt, det er livet for kort til. og der er ALTID flere sider af en sag.....

Mange mandagshilsner Randi.

2003-09-07T12:17:00.000-07:00

aften d. 7/8-03.

tro & tabu.

I mandags, startede jeg som tutor, for de nye studerende på mit seminarie.
jeg skulle præstentere mig selv, gennem to ting, som på en eller anden måde, sagde noget om hvem jeg er.
jeg havde som en af tingene valgt, at tage kirkebladet fra skanderborg med.
I tiden op til, at de nye studerende skulle starte, havde jeg overvejet meget, hvad jeg skulle tage med. jeg vidste ret hurtigt, at jeg måtte fortælle noget om min tro, da den jo er en stor del af min personlighed. alligevel meldte tvivlen sig om, hvor vidt det nu var en god ide, at fortælle mennesker som jeg slet ikke kendte, at jeg er kristen.
jeg har nemlig oplevet, at der i vores samfund, er stort tabu omkring det at "tro".
Hvad nu hvis de ville tro, at jeg pga. min kristne overbevisning var "hellig"?
jeg mener jo, at jeg er en nogenlunde almindelig 22-årig kvnide, som bare har en kristen grundholdnig. der ud over, så laver jeg de samme ting og samme "syndere" som alle andre. f.eks. bander jeg meget hvis jeg bliver ophidset, jeg går ind for sex før ægteskab osv. en masse ting, som mange ikke forbinder med, at kalde sig kristen.

jeg besluttede dog, at tage tyren ved hornene. For første gang i mit liv, stod jeg op foran 30 ukendte mennesker, og fortalte at jeg tror på Gud.
det var meget grænseoverskridende, da jeg tidligere altid er gået stille, om end ikke helt lukket med dørene omkring, at jeg rent faktisk tror på Gud.
Da jeg kom hjem i mandags, var jeg nu alligevel slemt stolt af mig selv over, at jeg havde overskredet den usynlige grænse.

Fredag skulle der så som afslutning på introugen være fest. jeg hyggede mig meget, og kom godt i snak med mine nye medstuderende, da jeg pludselig bliver prikket på skulderen. " Randi, jeg har lagt mærke til, at du ikke drikker. nu må jeg spørge dig, er det fordi at du er kristen?".
hvor blev jeg dog glad for dette spørgsmål. jeg kunne så forklare, at jeg har problemer med mavesyre, og DERFOR ikke drikker alkohol.
vi fik en rigtig god og lang snak om religion og det at tro. hun fortalte mig, hvordan hun rent faktis beder aftenbøn, med hendes 6-årige datter. hun sagde, at hvis vi ikke beder inden hun skal sove, så kan hun simpelthen ikke falde i søvn. det syntes jeg jo var en dejlig lille historie.
jeg fik talt med et par stykker mere som sagde, at de havde været imponeret over min åbenhed omkring min tro.

jeg syntes, at tilbagemeldingerne ud over at være gode for mit ego, også beviser en pointe. nemlig, at der ER et stort tabu omkring tro, men at det ikke er uløseligt. da jeg fortalte min historie, og de kunne se at jeg på ingen måde var anderledes pga. af min tro, gav det en fortrolighed.
En af de nye studerende sagde oven i købet direkte, at pga. min åbenhed og ærlighed, så ville hun i en svær situation nok gå til mig. nu vidste hun jo, hvad jeg stod for, og at det ikke var noget "farligt".
hvis der skal være et budskab, så må det nok handle om, at det er vigtigt at stå ved den man er. uanset om det handler om tro eller andet.

det var lige hvad jeg havde på hjertet for i dag......jeg kunne sagtens blive ved, men vil skåne jer lidt. i morgen er der jo atter en dag...

Kærlig Hilsen Randi.

2003-09-07T10:15:00.000-07:00

Søn. 8/9-03.

dette er min første erfaring med weblog, så jeg laver lige en tester.
jeg vil ikke sidde og skrive en masse, hvis det nu ikke skulle blive væk.
jeg kan dog fortælle, at denne weblog hovedsagelig vil blive stedet, hvor jeg lufter mine holdninger i forhold til religion.
hvis denne første besked lykkedes, så vil i alle høre mere fra mig senere....
velkommen til min weblog, og ikke mindt til mig selv. :o)