den 24-10-03
hold da op.....
hvor er det længe siden, at jeg har fået skrevet noget på min blog.
det er skisme også svært, at blive inspireret til, hvad jeg dog skal skrive her.
jeg har haft travlt med, at planlægge mit projekt omkring kristen ungdomskultur her i Skandeborg.
jeg skal i forbindelse med min pædagoguddannelse, have en projektperiode på 10 uger, som kaldes pædagogiske handlemuligheder. det går ud på, at man skal ud i praksis, og starte et eller andet projekt op.
jeg har så valgt, at jeg vil slå det sammen med min interesse for religion.
det bliver rigtig spændende, at indsamle oplysinger og erfaringer om, hvad andre har af erfaringer, og hvad jeg så kan få ud af det til mit projekt.
men....det går først rigtig løs i uge 45, så jeg ved endnu ikke, om jeg bliver alene på projektet, eller om der kunne være andre, som fandt projektet spændende.
så lige nu skal tiden ind til uge 45 bare slåes ihjel....
hvad er der ellers sket.....
uha, ikke så meget.
jo, den 10.okt. var jeg til ungdomsgudstjeneste i sct.paulskirke, en gudstjeneste spejederne og Gadepræsten i århus stod for.
det var simpelthen et kanon arrangement. storskærm, live musik og teater i et....det var en skøn estetisk oplevelse....
en klar måde, hvorpå man vil kunne nå de unge-en god vej frem i hvert fald.
så var jeg også med Iben (gadepræst) ned i Vor Frue Kirke, hvor der var natåbent.
hvor var der smukt, med lys og tjae....åndeligt rum. de blev spillet violin da jeg kom, og det lød simpelthen så skønt, at jeg fik gåsehud. der sad også rigtig mange mennesker, som var langt væk inde i musikken og deres egen verden. dejligt, at man midt i en travl kulturnat, så kan gå ind i kirken, og få sådan en fantastisk oplevelse.
nå, jeg har ikke rigitg mere at sige, til trods for at jeg ikke har skrevet her længe....beklager.
hvis det overhovedet læses af nogen...:o)
Mange Hilsner Randi.
lør d. 4/10-03.
selvmord-hvorfor.
jeg vil starte med teksten fra en sang, som jeg synes fortæller rigtig godt, om en person der har valgt selvmordet. den fortæller ikke mindst også om, hvordan og hvilke følelser de efterladte har, når sådan en tragedie indtraffer.
sangen hedder "story", og er fra Lene Marlin's helt nye album. albummet er formidabelt, jag kan helt klart anbefale jer at købe det!
STORY:
I heard about your story from a friend
to let go and make an end that's what you did
you left some words saying now it would be good
you knew they'd cry but you hoped they understood
things you've had to face what you have seen
to make it through each day you tried wihtout the tears
they tried to help but they didn't see you crawl
they knew you fought but they never thought you'd fall
they never thought you'd fall
tell thrm please how could they know
hurts inside no scars to show
you played the lead and never once you failed
and the place from where you watch us now
hope you've found your peace somehow, pease somehow
I heard about your story through the years
know 'bout all your hurts and fears I won't forget
I wrote a song that I wish for you to hear
it's about yourself and the life you couldn't bear.
tell them please how......
I wanna remenber all there's about you
and I know there's so much I see all the faces
the tears and embraces wish you could be here to see it too
tell them please how.....
tell them please how.....
jeg er bare helt vild med den sang.
ikke fordi, at jeg har tænkt mig at begå selvmord, men fordi den er så spækket med følelser.
nogle af de følelser som hun beskriver, dem kender vi allesammen, men heldigvis er det de færreste, som bliver så overvældede af de negative følelser, at de kun kan se selvmord som løsning.
når jeg synger med på den, så ser jeg sådan et ungt menneske foran mig. en persom som udadtil ser stærk ud, men inden i er yderst fortvivlet.
han/hun må have følt, at ingen så hvem personen virkelig var. det synes jeg er enormt trist.
sådan er det jo desværre ofte. vi har vores facader, og ikke altid er det muligt at se igennem andres facader, men ofte giver vi os heller ikke tid.
vi kender allesammen på den ene eller anden måde nogen, som har det dårligt, hvad enten om det er kærestesorg, sygdom, depression osv.
eller vi ser folk på gaden, som gåt forbi os med triste øjne, men oftes lader vi som ingenting. vi kan ikke rigtig lide at blande os.
jeg er ikke selv meget bedre. jeg stopper i hvert fald ikke tilfældige mennesker på gaden, og spørger om der er noget i vejen. jeg forsøger dog, at være opmærksom på de mennesker jeg omgives med icet daglige. mine studiekammerater, og ikke mindst de nye studerende som jeg er tutor for.
alligevel ved jeg, at det kan være svært for en som virkelig har behov, at spørge om hjælp, eller bare indrømme at de har hjælp behov!
så der vil altid være mennesker der bliver overset.
men......man må også altid SELV have en vis ansvarlighed for, at gøre opmærksom på hvis man har det dårligt. man kan ikke altid gætte, hvad det er som foregår i et andet menneske.
selvmord er IKKE løsningen. for det er endegyldigt-du kan ikke få hjælpen, når du ikke længere er her blandt os til, at modtage den.
det er også tarveligt over for dem som er tilbage, og måske hellere end gerne ville have hjulpet, men de anede ikke, at du havde behov for det.
så til selvmordskandidaten og omgivelserne.......vær opmærksomme på hinanden, og har du behov for hjælp, så lad dine omgivelser få besked.
kan du ikke fortælle det til dine nærmeste, så kontakt din lokale præst. præsten har tavshedspligt, og kan hjælpe dig videre i systemet, og selv yde sjælesorg overfor dig!
det var vist alt hvad der kunne blive fra mig på sådan en lørdag aften.....
pas på jer selv og hinanden.
Knuz Randi.
tors.2/10-03
Efterår.
det er ikke rigtig til, at komme uden om længere, det er efterår.
det er nok den årstid, som de fleste har det svært med, når kulden kommer og tager solens stråler og varme.
nogle bliver ligefrem deprimerede.....det giver så noget arbejde til psykologerne....men de skal vel også have brød på bordet.
personligt er jeg heller ikke meget for, at det bliver mørkt tideligt, og man skal have en masse tøj på for, at gå et lille smut udendørs.
men det jeg synes er værst, er ikke umiddelbart kulden eller mørket.
det er den tendens som alle får til, at krybe ind i de små stuer, og have nok i sig selv.
overskudet til, at smile når man møder fremmede på gaden bliver mindre. har man en kærlig familie og venner, så er "inde-perioden" nok ikke så svær, men er man alene eller er det først vinter efter, at ens mand eller hustru er gået bort, så kan vinteren blive lang.
hvis nu vi allesammen var bare lidt mere opmærksomme på de mennesker der er omkring os, så kunne det jo være, at vi alle kom lidt bedre igennem svære tider?
man kan ikke puste liv i afdøde familiemedlemmer eller skaffe folk en ny partner, men man kan måske ved sin egen åbenhed og varme, gøre perioden mindre smertefuld?
kig jer omkring........er der nogen i kan give et ekstra skuldreklap eller lukke ind i jeres varme stuer, så gør det dog!! det kræver så lidt, men gør en kæmpe forskel for de mennesker i forbarmer jer over!
ikke mindst vil i få lige så meget igen.....vi kender jo alle den gode følelse man har inden i, når man ved, at DER gjorde jeg en forskel for et andet menneske.
tænk jer om....også her i kulden. lad ikke den ydre kulde blive til indre kulde.....
Mange Hilsner Randi.
