my weblog
fre.26/9-03
lejrtur:
så er jeg lige kommet hjem efter 5 dagen friluftstur med seminariet på hælgenæs. hvilken oplevelse......
jeg har skullet ride på islandske heste hele ugen, og det har været lidt af en udfordring, da jeg slet ingen erfaring har med at ride.
mandag da vi var ude at ride for første gang, røg jeg allerede af hesten.....så var stilen lagt!!
jeg kom dog hurtigt op på hesten igen, da jeg ikke var kommet synderligt til skade, og den eneste vej hjem var på hesteryg.
dagen efter havde jeg dog mere styr over hesten, og vi red i galop for første gang-det var grænseoverskridende og fedt på samme tid-der blev jeg på hesten!
ellers har jeg bare oplevet den skønneste natur. vi boede lige ved skov og strand, og med den smukkeste udsigt-hvad mere kan man bede om?
det skulle lige være et rigtig toilet, men når trangen blir stor nok, ja så betyder det heller ikke så meget-ikke for mig i hvert fald.
jeg var også med til, at indfange et lam og slagte det. det skulle vi have til stor afslutningsmiddag i dag.
det var også spændende at se, hvor harmløst det egentlig er. han stod og kælede med lammet og det var helt afslappet, da han trukkede på pistolen, og sluttede dens liv på et splitsekund.
vi så også hvordan han pelsede den, og hvordan alle indvoldende så ud, hundende syntes også det var spændende, og gik og sluprede det varme blod i sig-ad......men de følger jo bare deres natur.
vi prøvede også at måle dens tarm, som var 28 meter!! det er helt vild, at så bette et dyr, har s meget tarm, men der var jo også fire maver ligesom på en ko! men alligevel.....
indvolde, kønsdele og skin blev efterladt til ræven om natten. næste dag var det hele stort set også væk, også selv om hunden Brynja, havde holdt skarpt øje med ræven hele natten.
alt i alt har det været en stor oplevelse, men jeg er trods alt glad for, at være hjemme igen, hvor man kan komme i bad og vandet bare kommer ud af hanen når man åbner.
jeg bliver aldrig et stort friluftsmenneske, men derfor nyder jeg alligevel oplevelserne.
det blirver nu alligevel godt, at skulle ligge i sin egen bløde seng, isteder for et hårdt og koldt shelter.
nå, nu vil jeg smutte igen......man bliver træt af at være så meget udedørs, men samtidig kan det anbefales.......
Mange Hilsner Randi.
Lør. d.20/9-03.
pyha.......nu nærmer min tur til Hælgenæs sig drastisk.
jeg er godt igang med, at få vasket tøj, købt ind og pakket til turen. det er skisme ikke så lidt jeg skal have slæbt med, selv om jeg synes, at jeg hele tiden begrænser mig og piller ting op af tasken igen.
men der skal jo meget udstyr til, at overnætte og leve udendørs i 5 døgn.
det bliver rigtig spændende og udfordrende i næste uge. 5 dage på hesteryg ud og se en masse skøn natur. hvad mere kan man bede om?
for mig er det også en personlig udfordring, at skulle med på sådan en tur. det er første gang i mit liv, at jeg skal overnatte udendørs i 4 nætter i træk. så er der jo heller ikke rigtig nogle badefaciliteter. det er også en udfordring, når man er vant til, at hver dag starter med et bad.
jeg kan bare håbe og bede til, at det ikke kommer til, at regne alt for meget af tiden. det vil ødelægge nogle af fornøjelsen ved, at være på hesteryg 4-6 timer dagligt.
jeg skal også ride for første gang!! jeg regner skam med, at når ugen er omme, så kan jeg styre sådan et dyr. ride nede langs vandkanten, og bare være et med sådan et dyr-det er jeg meget spændt på!
vi skal også selv lave alt vores mad over bål. vi har planlagt en udmærket menu-det er ikke ligefrem en overlevelsestur, men mere en tur i bevægelse og basisfriluftsliv.
en af dagen skal vi skam have steg, som vi skal stege i en stenovn-det blir udfordrende.......men hvis det lykkedes, så bliver det en lækker menu, men både bagte kartofler og salat til-mumz.
så nu tror jeg skam, at mit tøj må være tørt ovre i tumbleren.....jeg vil smutte igen-jeg får nok ikke skrevet mere, før jegcer tilbage igen i næste weekend.
Mange Knuz Randi.
ons. 17/9-03
Hmmm......jeg synes godt, at det kan være lidt svært at få startet!
hvad skal man lige vælge, at fortælle om i dag? Der er jo mange interessante ting, som man kan tage op.....
hvad med sladder??
sladder er jo noget, som vi allesammen kender og udøver, om vi vil være ved det eller ej.
hvad er det dog der gør, at vi mennesker, og specielt kvinder har brug for at sladre om hinanden?
Sådan som jeg ser og oplever det, så opstår sladder ofte, når man ikke selv tør opsøge den person, som ens undren eller irritation retter sig imod. det er altid lettere, at tale med andre end den person, som man er irriteret på, omkrig evt. problemstillinger.
det er jo rart, at have en fornemmelse af om man er den enste, der har lagt mærke til, at "hende der" altid lugter af sved. for hvis man er mere end en om den samme mening, ja så konkludere vi jo ofte, at der må være noget om sagen.
jeg skal ikke sige mig bedre end alle andre, for jeg gør det skam også, dog til min store irritation, når jeg bagefter kan se, hvad jeg lige har gjort. det er lidt ligesom en indlært evne, som bare ikke er til, at blive af med igen. for ens forældre, bedsteforældre osv. sladre jo også lystigt om hinanden.
sladder fører heldigvis ikke altid mobning med sig. desværre er det en riskofaktor, og hvem har ikke oplevet, hvor ubehageligt det er, når man tager andre i at sladre om en selv?? det har de fleste sikkert, alligevel afholder det os ikke fra at gøre det, til trods for at vi selv kender ubehaget det medføre.
man tror, at mobning primært foregår hos børn, men det er jeg ikke enig i. det foregår i bedste velgående også blandt voksne, og ikke mindst på arbejdspladserne.
børn er nok bare mere direkte i deres mobning. hvis en person lugter af tis, ja så får de det skam at vide, og der blir grinet med det samme. når børnene bliver større eller voksne, så er reaktionstiden fra sladder opstår, og den når den person som den er rettet mod længere.
det vil sige, at fra det først lille spir gror frem, så kan det vokse sig rigtig stort og ubehageligt, inden det lige pludseligt rammer hovedpersonen.
det er simpelthen en side hos os mennesker som jeg ikke bryder mig om....
jeg hader den hos mig selv, og jeg hader den hos alle andre.
den eneste måde, hvorpå vi kan mindske den, er nok ved at bevidsgøre os selv om, at vi rent faktis sladre!!! mange vil jo ikke erkende, at de rent faktis sladre. det bliver til "nej, vi taler da bare lidt om hende den nye". nej....i SLADRE!.
jeg er ikke så naiv, at jeg tror det kan udryddes helt, men man bliver nødt til på skoler og arbejdspladser, at have en politik på området. så kan man kinde hinanden om den indgåede aftale, og nogle gange tage den op til revision.....
det var sådan lige hvad jeg havde lyst til at skrive i dag.....
Mange Hilsner Randi.
søn. 14/9-03
sikke en smuk søndag eftermiddag. himmelen er helt lyseblå, og kun få hvide vattotter kan ses. alligevel sidder jeg her foran min computer!
ja, sådan er livet nu engang af og til, man gør ikke altid hvad man burde.
hvad kan jeg dog skrive sådan en søndag?
jeg har egentlig ikke noget specielt på hjertet, men efter som det er nogle dage siden, at jeg har fået skrevet, så ville jeg lige tvinge et par ord ud af mig selv.
jeg har været i kirke i dag, ligesom jeg er hver søndag.
dog holder jeg særlig meget af de søndage, hvor Dorte skal præidke. hun formår på en helt enkelt og simpel måde, at fange sit publikum, og give en noget at tænke videre over, også når gudstjenesten er forbi.
det syntes jeg er en enorm stor gave, og jeg kan kun være taknemlig for, at hun er blevet præst, og på den måde deler ud af sit talent.
jeg nyder den måde, hvorpå hun formår at sammenfatte bibelens tekster, men nutidige problemstillinger.
hun gør gamle budskab og tekster relevant for det publikum, som hører på hende, og som er de, der skal ud i det pulserende liv, og tjene Gud.
Netop fordi, at det er de lyttende, som ligesom præsten skal virkelig gøre Guds ord, er det vigtigt at de forstår, hvad der rent faktisk bliver sagt.
Det hænder også, at man under disse Gudstjenester får sig et godt grin, for humor er nemlig også et tilladt aspekt. dog bliver humoren på ingen måde brugt i sådan en grad, at den latterliggøre eller bringer misforståelser over for, hvad det egentlige budskab måtte være.
Så da gudstjenesten efter min mening var alt for hurtig overstået, kunne jeg gå ud i den solbeskinnede dag, og være glad og klar på nye udfordringer. hvad mere kan man dog forlange af en gudstjeneste og præst? måske et ekstra nummer??
det tror jeg nu ikke var faldet i god jord, hos de mange dåbsgæster, som ikke er vant til, at sidde en time i kirken søndag formiddag. det kræver skam øvelse, at blive en god kirkegænger, ligesom man skal øve sig fro, at spille lige så godt bold som Ebbe Sand.
så nu får i ikke mere sludder fra mig.......
de venligste Søndagshilsner Randi.
ons. 10/9-03
hej igen...
så er det blevet onsdag sent på aftnen!
jeg er kommet hjem fra min første gang i studiekreds, og det var meget spændende, men jeg er for træt til, at gå mere i dybden med det. dog kan jeg lige røbe, at jeg fandt det udfordrende, at være den eneste under 65-70 år! uha....
jeg kunne godt have brugt deltagelse, fra nogen fra egen generation, eller bare den generation, som ligger imellem.
det er der selvfølgelig også noget læring ved.
i går hørte jeg et fordrag, af den præst som arbejder på hospice i vejle. det var rigtig godt, og det er et dejligt og stort stykke arbejde hun og det øvrige personale gør.
nu vil jeg i seng.....
jeg skal op og være vikar i en specialbørnehave i morgen, som jeg holder meget af, så det er med at være frisk!
ville bare lige fælde et par ord, da jeg heller ik skrev i går....
Hilsen Randi.
man. d. 8/9
Mordere og krænkere.
jeg er lige blevet færdig med at se station2.
de vise en dokumentar, hvor pårørende til en myrdet uge mand, og de implicerede i mordet, mødtes til konfrontation.
målet med, at de skulle mødes var, at give begge parter i sagen forståelse, indsigt og måske afklaring omkring, hvad der var sket og hvordan modparten følte.
Det må være en helt utrolig svær situation for begge parter.
Forældrene bliver for første gang direkte konfronteret med de personer, som er skyldige i, at de ikke længere har en søn. de skal genopleve smerten, hadet og håbløsheden. lige meget hvad morderne i den situation siger eller gør, så briger det ikke deres søn tilbage.
morderne skal også udvise mod for, at sidde i samme rum med de personer, som de har såret så umenneskeligt hårdt. ligemeget hvad de siger, eller hvor meget de angre, så kan de ikke gøre bod på deres synd.
mord er endegyldigt, der er ingen fortrydelsesret. det er også netop derfor, at mord og mishandling er så grusom en ting, at begå mod et andet menneske.
hvordan skal parterne komme vidre?
skal familien til den afdøde tilgive?
er løsningen, at man spærer mordere, der angre deres synd inderligt, inde for resten af livet?
hvordan parterne skal komme videre!? ja, det er jo et godt og næsten umuligt svar, for mig at besvare. forældrene kommer aldrig over tabet af deres søn, den vil være der hver gang de tænker på ham, jah ver dag resten af deres liv.
måske er det alligevel muligt, at lære at leve med den? acceptere, at man aldrig slipper for den sorg, og måske gøre den til en om end ikke velkommen, så accepteret del af deres fremtidige liv?
hvad med morderen, som i et øjebliks "black out", af sund fornuft tager et andet menneskes liv? hvordan kommer han vidre, og skal han have lov til, at komme videre med sit eget liv.
det mener jeg helt klart, at han skal. hvis han ved, at angre resten af sine dage i et fængsel. kunne bringe den døde til live, ja så var det en anden snak. det kan han ikke.
min mening er, at istedet for at straffe morderen resten af sit liv, så må man hjælpe ham til, at leve med sin skyld. den skyld, som sikkert mange mordere føler, vil også følge dem resten af livet. ligesom familien til den afdøde vil have deres sorg!
hvad angår tilgivelse: jeg mener ikke, at man kan holde familien op på, at de nogen sinde skal kunne tilgive, at de på så meningsløs baggrund, har mistet deres barn. jeg kan kun håbe, at de får en tålelig tilværelse, hvor de lære at leve med det, som ingen har magt til at ændre.
hvis vi snakker om samfundet, så synes jeg det er en hel anden snak. vi som samfund er ikke blevet berøvet noget, i hvert fald ikke direkte. jeg mener, at mordere selvfølgelig skal udstå deres straf, men når de har udstået straffen, så skal samfundet ikke fortsætte straffen resten af forbryderens liv.
det må være en "grundregl" inden for kristendom, og samfund som bygger på kristent fundament, at tilgive. Når en forbryder har udstået sin lovmæssige straf, så må han have krav på, at kunne fortsætte sit liv, også uden for murene.
hans straf stopper formegentlig ikke alligevel den dag han bliver løsladt. han skal resten af sit liv leve med skylden over, at have taget et andet menneskes liv, og forvoldt stor sorg og smerte for de pårørende.
i hele denne sammenhæng, så kan jeg selvfølgelig ikke lade være med, at tænke på de to pigemord vi har haft her hjemme i sommeren.
jeg hørte for et par uger siden, at den 22-årige mand, som havde misbrugt og myrdet 12-årige Mia, havde fået bank i fængslet.
det var på mit studie, at jeg hørte nogen tale om det, og hvordan han i hvert fald fik hvad han havde fortjent.
hvad er det for et følles had, som gør at vi danskere synes, at det er okay de griber til selvtægt i fængslerne?
jeg forstår det ikke!
ja, det er den mest grufulde forbrydelse, som denne 22-årige mand har begået. han er heldigvis blevet fanget, og vil sikkert snart få sin, formegentlige lange dom. er det ikke nok?
Som krænker og morder, så skal han også leve resten af sit liv med, at han har misbrugt og myrdet nogens lille pige. den skyld skal han bære på sine skuldre til den dag, hvor han selv bliver lagt i graven.
jeg er glad for, at jeg ikke skal bære den byrde, og så som 22-årig! han er vel knap nok voksen selv.
hvis man skal gå dybere ind i skylds spørgsmålet, så må der også være nogle, som har svigtet ham ved ikke, at se hans frygtelige sygdom.
hans værelse var fyldt med porno, hvor små pigers ansigter var klistret på!! har den mand aldrig tidligere gjort tilnærmelser? er der nogle, som har siddet inde med en viden om den mands tilbøjeligheder, men har fortiet??
ville sådanne mennesker ikke også bære en del af skylden? hvad med hans forældre? er han selv blevet misbrugt?
der er mange fakta, som vi som offentlighed ikke kender. vi kender de "sandheder", som meiderne vælger at fodre os med.
nogle vil sikkert kalde mig for en sukkersød kristen pige, som ikke kender noget til den smerte og sorg som en krænker/forbryder forvolder. dette er ikke sandt.
i mine teenangeår var selv udsat for krænkelser. jeg ved hvad det gør ved ens liv, og hvordan det er et fakts, som man skal leve med resten af livet.
ALLIGEVEL.....mener jeg ikke, at vi som samfund kan tillade os, at hade i fælles front på den måde. hvad ved vi egentlig om baggrund og skyld, når det kommer til stykket.
jeg kan forstå, hvis Mia's forældre føler had og fortvivlese over for den 22-årige mand, som tog deres lille piges liv, alt for tideligt.
alligevel, så håber jeg en dag, at de ligesom alle andre der har været udsat eller været pårørende til en fornrydelse, finder styrke til at komme vidre, om end ikke tilgive.
jeg ville aldrig forlange, at der skulle tilgives. jeg håber bare, at for pårørendes egen sjælefred, at de kan kan lære at leve med det uacceptable.
livet udsætter os nu engang for disse utilgivelige ting, som vi på den ene eller anden måde skal lære at leve med, hvis vi vil leve videre-hvad de fleste heldigvis vil.
min overbevisning er, at det er langt hårdere for os mennesker at hade konstant, da jeg ikke mener at det ligger til vores oprindelige natur.
Personligt finder jeg det nemmere, at trække på skuldrene, og sætte mig nye mål i livet. selvfølgelig er dette ikke altid så ligetil, der er INGEN let løsning til, hvordan man kommer vidre over sådan en stor krænkelse på ens forståelse af, hvad der er ret og hvad der er forkert.
mit budskab i dag må være, at man ikke skal spilde sit liv med had og foragt, det er livet for kort til. og der er ALTID flere sider af en sag.....
Mange mandagshilsner Randi.
aften d. 7/8-03.
tro & tabu.
I mandags, startede jeg som tutor, for de nye studerende på mit seminarie.
jeg skulle præstentere mig selv, gennem to ting, som på en eller anden måde, sagde noget om hvem jeg er.
jeg havde som en af tingene valgt, at tage kirkebladet fra skanderborg med.
I tiden op til, at de nye studerende skulle starte, havde jeg overvejet meget, hvad jeg skulle tage med. jeg vidste ret hurtigt, at jeg måtte fortælle noget om min tro, da den jo er en stor del af min personlighed. alligevel meldte tvivlen sig om, hvor vidt det nu var en god ide, at fortælle mennesker som jeg slet ikke kendte, at jeg er kristen.
jeg har nemlig oplevet, at der i vores samfund, er stort tabu omkring det at "tro".
Hvad nu hvis de ville tro, at jeg pga. min kristne overbevisning var "hellig"?
jeg mener jo, at jeg er en nogenlunde almindelig 22-årig kvnide, som bare har en kristen grundholdnig. der ud over, så laver jeg de samme ting og samme "syndere" som alle andre. f.eks. bander jeg meget hvis jeg bliver ophidset, jeg går ind for sex før ægteskab osv. en masse ting, som mange ikke forbinder med, at kalde sig kristen.
jeg besluttede dog, at tage tyren ved hornene. For første gang i mit liv, stod jeg op foran 30 ukendte mennesker, og fortalte at jeg tror på Gud.
det var meget grænseoverskridende, da jeg tidligere altid er gået stille, om end ikke helt lukket med dørene omkring, at jeg rent faktisk tror på Gud.
Da jeg kom hjem i mandags, var jeg nu alligevel slemt stolt af mig selv over, at jeg havde overskredet den usynlige grænse.
Fredag skulle der så som afslutning på introugen være fest. jeg hyggede mig meget, og kom godt i snak med mine nye medstuderende, da jeg pludselig bliver prikket på skulderen. " Randi, jeg har lagt mærke til, at du ikke drikker. nu må jeg spørge dig, er det fordi at du er kristen?".
hvor blev jeg dog glad for dette spørgsmål. jeg kunne så forklare, at jeg har problemer med mavesyre, og DERFOR ikke drikker alkohol.
vi fik en rigtig god og lang snak om religion og det at tro. hun fortalte mig, hvordan hun rent faktis beder aftenbøn, med hendes 6-årige datter. hun sagde, at hvis vi ikke beder inden hun skal sove, så kan hun simpelthen ikke falde i søvn. det syntes jeg jo var en dejlig lille historie.
jeg fik talt med et par stykker mere som sagde, at de havde været imponeret over min åbenhed omkring min tro.
jeg syntes, at tilbagemeldingerne ud over at være gode for mit ego, også beviser en pointe. nemlig, at der ER et stort tabu omkring tro, men at det ikke er uløseligt. da jeg fortalte min historie, og de kunne se at jeg på ingen måde var anderledes pga. af min tro, gav det en fortrolighed.
En af de nye studerende sagde oven i købet direkte, at pga. min åbenhed og ærlighed, så ville hun i en svær situation nok gå til mig. nu vidste hun jo, hvad jeg stod for, og at det ikke var noget "farligt".
hvis der skal være et budskab, så må det nok handle om, at det er vigtigt at stå ved den man er. uanset om det handler om tro eller andet.
det var lige hvad jeg havde på hjertet for i dag......jeg kunne sagtens blive ved, men vil skåne jer lidt. i morgen er der jo atter en dag...
Kærlig Hilsen Randi.
Søn. 8/9-03.
dette er min første erfaring med weblog, så jeg laver lige en tester.
jeg vil ikke sidde og skrive en masse, hvis det nu ikke skulle blive væk.
jeg kan dog fortælle, at denne weblog hovedsagelig vil blive stedet, hvor jeg lufter mine holdninger i forhold til religion.
hvis denne første besked lykkedes, så vil i alle høre mere fra mig senere....
velkommen til min weblog, og ikke mindt til mig selv. :o)
